Sikkerhedskursus for lærere og pædagoger

Få kompetencerne til at lave sejlads med Kano, Havkajak og Stand Up Paddle med dine elever

Kano

Havkajak

Stand Up Paddle board

Vandaktiviteter med dine elever

Vil du tage skoleelever med på vandet, i kano, havkajak eller på stand up paddle boards (SUP)?

Et sikkerhedskursus i Aalborg Vandcenter giver dig de relevante erfaringer, værktøjer og viden til at lave sejladsaktiviteter på udvalgte vandområder i Aalborg Kommune.

Kurset kræver ingen forudgående sejladserfaring, og tager i alt 12 timer at gennemføre.

Du får viden om sikkerhed, gruppehåndtering på vandet, udstyrskendskab og de gældende regler og procedurer for sejlads med elever. Samtidig lærer du de basale praktiske færdigheder for hhv. kanoen/kajakken og stand up paddle boardet.

Hvorfor sikkerhedskursus?

Sejlads med elever er kategoriseret som erhvervssejlads, og Søfartsstyrelsens regler foreskriver blandt andet at du som ansvarlig for aktiviteten skal have relevant sejladserfaringFor sejlads i kano, kajak og på SUP skal der foreligge en skriftlig sikkerhedsinstruks for aktiviteten.

Tidligere var det laveste instruktør-niveau på mindst 36 timers undervisning, og dertil en mængde egentræning. Erfaring fra andre kommuner (København, Roskilde, Århus m.fl.) viser at der med succes kan sammensættes en kortere uddannelse, der giver kompetence til at lave sejlads i en række udvalgte vandområder og i roligt vejr.

Vælg din aktivitet

I samarbejde med Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune tilbyder Aalborg Vandcenter nu et sikkerhedskursus målrettet lærere og pædagoger i Aalborg Kommunes skoler og institutioner.

Du kan vælge mellem to sikkerhedskurser:

  • Havkajak+SUP: Giver kompetence til at arbejde med havkajakker og stand-up-paddle board
  • Kano+SUP: Giver kompetence til at arbejde med kano og stand-up-paddle board

Begge kurser giver kompetence til at arbejde på foruddefinerede, meget beskyttet vandområder, ved vandtemperaturer på mindst 10ºC, og vindpåvirkninger på højest 4 m/s.

Når du vælger dit sikkerhedskursus, vælger du samtidig om dit primære “spor” skal være kanoen eller havkajakken. Begge kurser starter med et 8-timers modul for enten kano eller kajak, og suppleres med et 4-timers modul i Stand Up Paddle board.

Vi har valgt at tage Stand Up Paddle boards med, fordi det er en vandaktivitet i fremgang, der samtidig er velegnet til sjove, udfordrende og udviklende aktiviteter på beskyttet vand.

Er dette kurset for mig?

Har du lyst til at tage dine elever med på vandet, giver sikkerhedskurset dig mulighederne for at komme i gang på en overskuelig og ikke mindst, økonomisk måde.

Deltagerkrav:

  • Du skal kunne svømme og være tryg og rolig ved at opholde dig i vand.
  • Når du møder op til første undervisningsgang på et sikkerhedskursus, skal du have et gyldigt 12-timers førstehjælpsbevis.
  • Sikkerhedskurset bestås ved løbende evaluering af din samlede indsats på kurset, det vil sige at du skal deltage aktivt på alle kursets elementer, og at instruktøren løbende evaluerer din forståelse af kursets indhold.

Vi anbefaler:

Efter kurset anbefaler vi at du hurtigst muligt gennemfører en række sejladser med elever, så du på den måde forankrer din nye viden i en række praktiske situationer.

Vi anbefaler at du fører logbog for dine aktivieter og din egen træning i forhold til kano/kajak og SUP board. Aalborg Vandcenter har skabeloner for logbøger til rådighed.

Sikkerhedskurser i Aalborg Vandcenter, sommeren 2016

Desværre ingen planlagte kurser i øjeblikket. Meld dig til vores nyhedsbrev og få besked om kommende kurser.

Relaterede produkter

Vil du videreudvikle dine færdigheder i havkajak eller kano, anbefaler vi disse færdigheds- og instruktørkurser:

Kursusinformation

På Sikkerhedskursus er pensum ungdomsringens kursusfolder “1-dags sikkerhedskursus”. Folderen kan hentes gratis her:

sikkerhedskursus-materiale